Energihåndbog til svende og lærlinge

Ny energihåndbog giver adgang til opdateret viden på energiområdet for både ansatte og lærlinge

Dansk El-Forbund har stort fokus på energieffektiviseringer og el-tekniske løsninger til fordel for klimaet og fremtidens energiforbrug. Samtidig betyder den teknologiske udvikling og de mange nye muligheder i branchen, at ansatte og lærlinge skal have adgang til opdateret viden på energiområdet. Det mener Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet og TEKNIQ Arbejdsgiverne, som står bag en ny ’Energihåndbog’, der er udarbejdet af Teknologisk Institut med støtte fra Grundejernes Investeringsfond.

Energihåndbogen er målrettet ansatte og lærlinge i el- og vvs-branchen, og formålet er, at den skal hjælpe og inspirere i det daglige arbejde med installationstekniske opgaver. Den kan også bruges som opslagsværk i forbindelse med energieffektiviseringer og besparelsespotentialer i boliger og erhverv. Energihåndbogen kan både læses i sin helhed eller bruges som opslagsværk. Du kan downloade Energihåndbogen på def.dk/undervisningsmaterialer, hvor du skal logge ind med dit DEF-medlemsnummer.

Dit medlemsnummer finder du på dit medlemskort til Dansk El-Forbund eller i LO Plus app’en. Send en sms med teksten "KORT" til 1999, så modtager du et link til download af appen. Det koster almindelig sms-takst. Du kan også selv finde appen i Google Play eller App Store.