Markant energiprojekt afsluttes

Resultater og konklusioner efter EcoGrid 2.0 på Bornholm fremlægges den 23. september

Mange bornholmere har gennem længere tid lagt boliger og elmålere mv. til det stort anlagte forsknings- og forsøgsprojekt EcoGrid – senest EcoGrid 2.0. Projektet handler om smart elforsyning og hvordan den slags tilrettelægges, når fremtidens krav om brug af grøn energi skal indfris.

Eco-grid 2.0 skærmdump fra Dansk Energis hjemmeside

Noget tyder på, at forsøget er en succes. I hvert fald hvis man kan udlede noget af overskriften for et kommende arrangement, hvor parterne i projektet vil fortælle om resultater og erfaringer: ”EcoGrid 2.0 viser vejen for grøn omstilling”.

Arrangementet holdes den 23. september på DTU Risø, og deltagelse er gratis (tilmelding på hjemmesiden). På mødet deltager en lang række repræsentanter for de parter, der har deltaget, og ud over fremlæggelser af problemstillinger og konklusioner vil der være paneldebat.

EcoGrid 2.0 demonstrerer et marked for fleksibelt elforbrug i private hjem og har undervejs været genstand for stor opmærksomhed og er også internationalt prisbelønnet. Samtidig har også elektrikernes centrale rolle både i projektet og i forbindelse med den fremtidige smarte elforsyning været fremhævet.