Stor fyringsrunde på Bornholm

… men elektrikernes tillidsrepræsentant på Jensen afmonterer panikstemning

Skærmdump fra Jensen A/S' hjemmeside

Nu gik det lige så godt. Og så …

Det kunne have været gentagelsen af en trist historie, og fyringer er aldrig morsomme. Men der er ingen grund til panik blandt elektrikerne, selvom Bornholms store industrivirksomhed Jensen A/S har varslet fyringer af i alt 67 medarbejdere.

Ifølge elektrikernes tillidsrepræsentant Kim Seerup er tre elektrikere omfattet af fyringerne, men det er ikke nødvendigvis sikkert, at afskedigelserne effektueres: Virksomheden er stærkt ordreafhængig, og det sker ofte – især i sommerperioden – at fyresedler trækkes tilbage, inden opsigelsesperioden er udløbet.

Om dette også vil være tilfældet denne gang, vides ikke. Men efter det, Kim Seerup har fået oplyst, er der basis for en vis optimisme i virksomheden, og selv ser han også fortrøstningsfuldt på fremtiden.

Sidste år var der også store fyringsrunder på Jensen, og de gav markante spor i arbejdsløshedsstatistikken hos Dansk El-Forbunds (DEF) afdeling Bornholm. Øen var indtil da kendt som afdelingen med et rundt nul i arbejdsløshedsstatistikken. I december, da fyringerne var gennemført, var procenten 5,73 – den klart højeste i forbundet.

Siden er udviklingen vendt, og procenten er med 1,51 igen kommet ned i et normalt DEF-leje. Hvis de tre fyringer gennemføres, vil den stige igen, men ikke så markant som sidste år.

Jensen er en både stor og populær arbejdsplads for øens elektrikere. Kim Seerup fortæller, at når elektrikerne efter ordrebetingede fyringer har forladt stedet og måske er startet hos de lokale installatører, sker der ofte det, at de vender tilbage, når virksomheden ringer og fortæller, at den nu igen ansætter folk.

Jensen A/S producerer blandt andet industrielle vaskemaskiner, og som eksportvirksomhed er den følsom over for uro på verdensmarkedet. I øjeblikket beskæftiger den cirka 55 elektrikere inklusive lærlingene. DEF Bornholm har lige knap 200 arbejdsløshedsforsikrede medlemmer.

Skærmdump Elektrikeren 1 2018

Elektrikeren nr. 1 2018 beskrev et samarbejde mellem DEF-afdelingen, industrivirksomheden Jensen Denmark A/S og lokale el-installatører på Bornholm som medvirkede til, at antallet af lærlinge på øen næsten blev fordoblet på et år

A-statistik 06-19 Bornholm

Den seneste arbejdsløshedsstatistik for afdeling Bornholm